Da kommunalbestyrelsen ikke kunne enes om en ny vision for Bornholm, valgte man at genbruge den gamle: ”For at blive 42.000 bornholmere i 2028 skal Bornholm være et attraktivt samfund, både for de der bor på Bornholm, de der besøger Bornholm og de der driver erhverv på Bornholm”.

Visionen blev i sin tid født fordi et fokus på tilflytning i en periode skulle sikre vores samfund økonomisk fremover. HVIS vi bare var nået halvvejs i mål, ville budgettet nok heller ikke se så sort ud i dag. Men, 2024 –folketallet har været faldende i to år, og vores kassebeholdning er per indbygger tæt på halveret. Så tillad mig at påpege det åbenlyse:

Bornholm skal være et attraktivt samfund uanset hvor mange bornholmere der er!

Så lad os lige stoppe med at tælle hvor mange vi er, for at tale om hvordan vi har det. Hvad gør Bornholm til et attraktivt samfund? Lad mig starte med kernevelfærden.

Jeg måtte hoste, da jeg i ”Det skæve Danmark”, en analyse fra Cevea, så Bornholm på en liste over kommuner med lav velstand men højt velfærd.

Kun borgerne på Læsø, Ærø og Lolland har gennemsnitligt færre penge mellem hænderne, når skatten er betalt. Ca. 2/3 af befolkningen er på pension, dagpenge eller anden overførselsindkomst, så velstanden, kan jeg give Cevea ret i, er lav.

At Bornholm har højt velfærd er selve grundlaget for et attraktivt samfund. Så hvad lægger vi i det?

De havde valgt at måle på blandt andet antallet af SOSU’er i ældreplejen. Og selvom vi har færre sygeplejersker per ældre end landsgennemsnittet, så har vi ganske rigtigt flere SOSU-medarbejdere. Ovenikøbet, som vi kan se i ugens nyheder, har Bornholm mange velfærdstalenter.

Men de overser, at vi på Bornholm er blevet færre og færre sygeplejersker og SOSU’er per ældre, mens der på landsplan er sket en svag stigning i antallet. Forbruget af sundheds- og plejeydelser til kommunens ældre er på niveau med det såkaldte ”forventede behov”, men den personlige pleje og praktiske hjælp til de ældre ligger væsentlig under. Det fortæller tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Ældre bør modtage hjælp efter deres behov, ikke efter deres bopæl.  Vores medarbejdere skal ikke løbe stærkere nu. Jeg vil gøre mit til, at regeringen i denne omgang bruger det ekstra økonomiske råderum til kommuner som vores.

Analysen om ”Det skæve Danmark” så også på børneområdet. Her målte man på klassekvotienter og andelen af uddannede lærere og pædagogisk personale, hvor Bornholm ligger på et komfortabelt niveau. I flere år har karaktergennemsnittet for de kommunale skoler på Bornholm også ligget ”på niveau med det forventede gennemsnit”. Det vil sige, når vi tager højde for at bornholmske børn kommer fra familier med lavere indkomst og uddannelse end andre danske børn, så klarer de sig som forventet. Skal vores børn i gennemsnit stå med færre valg for deres fremtid fordi de har lavere karakterer end resten af Danmark? Jeg mener vi skal kunne løfte dem mere end vi gør i dag.

Vi ved vi har mange udsatte børn, så skolerne bør ikke stå så alene med at løse problemet med inklusionen.

Både på ældreområdet og skolerne vil Regeringen give mere lokal frihed ved at afskaffe en række krav. Men flere af kravene, kommer fra kommunen selv. Dem synes jeg vi skal se efter i sømmene.

Til sidst målte velfærdsanalysen på medlemmer i idrætsforeninger. Her ligger vi højt, sammen med trygheden i lokalområdet og den oplevede livskvalitet. Men vi ved jo ildsjælene kan mærke presset når frivillige bliver færre og ældre. Og selv med mange foreninger, er flere bornholmere udfordrede af depression, ensomhed eller social angst. Vi kan tale om høj velfærd, når folkesundhed og fællesskab ikke kun er for dem med overskud.

’Kommune’ er bare et andet ord for fællesskab. Bornholm som et attraktivt samfund, må have ambitioner for vores fællesskab – En ny vision, der drejer sig om andet og mere end bare at være flere.

Jeg tror på Bornholm – et godt sted at vokse op, er et godt sted at blive ældre. Det vil også gøre det attraktivt for tilflyttere, og give flere penge fra staten. Men de statslige midler er kun 40% af vores indtægter. Størstedelen skaffer vi selv igennem skatten. Derfor skal økonomisk ansvarlighed og langsigtede prioriteringer bringe os i mål.

Selvfølgelig kan Bornholm lade sig gøre. Vi kan starte med at vende visionen på hovedet.