Konstituering bør handle om retning – ikke kun om poster
Denne debatføljeton har overskriften “Når jeg bliver borgmester”. Men hvis vi virkelig vil skabe forandring på Bornholm, så starter den et andet sted.
Den starter ikke med, hvem der skal have hvilke poster – men med, hvad vi vil opnå sammen.
Jeg drømmer om, at vi på konstitueringsaftenen kan begynde med at tale om retning, værdier og fælles mål – på kort og længere sigt, før vi begynder at forhandle stole. At vi starter med en samtale om Bornholm og den virkelighed, vi ønsker at forandre – i stedet for udelukkende at fokusere på den fordeling, der skal bringe os derhen.
En ny start kræver mere end nye navneskilte
Det er ikke for at underkende betydningen af udvalg og poster – de er vigtige, og de følger mandatet fra vælgerne.
Men hvis vi kun bruger konstitueringen til at sikre os positioner, risikerer vi at miste momentum. For en ny valgperiode er ikke kun en gentagelse af den gamle. Det er også en mulighed for at gentænke, forandre og finde fælles fodslag på tværs af partier.
Før jeg bliver borgmester, vil jeg derfor insistere på, at vi også taler om, hvad vi gerne vil forandre – og hvordan vi kommer dertil.
Ikke nødvendigvis for at blive enige om alt – men for at sikre, at vi bruger konstitueringen til at tage hul på en mere indholdsdrevet samtale om Bornholms fremtid.
Hvad kunne en indholdsaftale handle om?
Her er nogle af de pejlemærker, som Socialdemokratiet gerne vil bringe til bordet, når vi skal finde fælles retning for Bornholm de næste fire år:
Bornholm skal i front med grøn vækst og stærke virksomheder
Vi skal fra en plads i bunden til en plads i midten, når det gælder erhvervsvenlighed. Det kræver bedre erhvervsservice og smidigere sagsbehandling – ikke mindst i byggesager.
Faglighed og frihed – for bedre velfærd
Mindre administration og mere fleksibilitet skal sætte borgeren i centrum og give vores dygtige medarbejdere bedre arbejdsforhold. Det er vejen til lavere sygefravær og bedre velfærd.
Stabilitet og frihed i børns hverdag
Langsigtet politisk stabilitet skal give arbejdsro i dagtilbud og skoler. Færre centrale regler skal give de ansatte mulighed for at tilrettelægge hverdagen tættere på børnene.
Samspil mellem skole, natur og foreninger
Vi ønsker faste aftaler, der gør det nemt for lærere og pædagoger at inddrage foreninger, udeliv og praksisnær læring i undervisningen. Børn skal kunne gå til sport – men også “til brandmand”, eller landmand, naturpleje og kultur. Alle børn og unge skal have mulighed for at finde et meningsfuldt fritids fællesskab – også uden for de klassiske aktiviteter.
Tidlig indsats for børn – også uden diagnose
Vi vil investere i børns trivsel tidligt – ikke vente til problemerne bliver store og dyre. Sociale investeringer skal erstatte kortsigtede besparelser. Vi vil bevise, at sociale investeringer betaler sig – både menneskeligt og økonomisk.
Samarbejde med foreninger og civilsamfund
Foreningerne er en vigtig del af lokaldemokratiet. Vi vil sikre enkel adgang til lokaler, støtte og samarbejde – og inddrage borgere systematisk, før politiske beslutninger påvirker dem.
Flere muligheder for et aktivt og selvstændigt seniorliv
Forebyggelse betaler sig – det vil vi udnytte og investere i. Vi vil satse på rehabilitering, mobilitet og mental trivsel – og understøtte mødesteder, transport og frivillige fællesskaber, så vi alle kan nyde et langt og aktivt seniorliv.
Lad os starte valgperioden med det, der betyder mest
Når vi samles efter valget, har vi alle noget på spil. Vi har vores mærkesager, vores bagland og vores valgresultat i ryggen. Det er naturligt. Men vi har også en mulighed for at vise noget større:
At vi tager ansvar for retningen, før vi tager stilling til fordelingen.
Konstitueringen kan blive det sted, hvor vi lægger grundstenen til at kommunalbestyrelsens arbejde bliver mere samarbejdende og drevet af indhold. Hvor vi ikke kun spørger, hvem der skal hvad – men også hvorfor, og hvor vi vil hen.
Jeg vil opfordre alle partier til at møde op med idéer, med nysgerrighed og med vilje til at skabe noget sammen- for Bornholms bedste.
Først når retningen er smedet i fællesskab, bliver borgmesterkæden for alvor værd at bære.

Skriv et svar