Bornholm skal være et trygt sted at bo uanset hvor mange vi er

Visioner kan virke som varm luft, men de sætter retningen fremad. Når vi deler et klart mål, trækker vi sammen fremad. Som Kennedy sagde i 1962 om at nå månen: ”Vi vælger det svære – fordi det bringer os fremad.”

Fra kaos til retning – Bornholm har brug for en fælles vision

Mange taler om det dårlige samarbejde i kommunalbestyrelsen. Kommunalpolitikere mener, de samarbejder – men skyder skylden på hinanden, når aftaler brydes. Det, vi ser på, er 23 mennesker, der alle lægger alle kræfter i selen, men trækker hver sin retning. Og nej, det er ikke kønt. Det trætter og det forvirrer.

For nylig sagde René Danielsson, at samarbejdet mellem Enhedslisten og DF på valgaftenen var baseret på én ting: At Trøst var den person, de syntes bedst om i salen. De missede dermed at stille hinanden et vigtigt spørgsmål: ”Hvilket fælles politisk projekt skal borgmesteren stå i spidsen for?” Hvor ville de egentlig hen? Nu har slingrekurs, forhalinger og bagstræberi ledt hertil: Ingen kan føle sig sikre. Hvilke busser kommer til at køre? Hvor skal mit barn gå i skole? Har vi stadig et bibliotek i byen?

Hver tid sin vision

I dag er visionen om en mand på månen ligegyldig. Sådan er det også med den gamle vision om Bright Green Island. Den har haft sin tid. Ser man på kommunens hjemmeside, genbruger man lige nu visionen fra 2018: At blive 42.000 bornholmere. I 2018 var vi 39.632. Siden da er vi blevet 500 færre. Så hånden op: Hvor mange synes, vi skal fortsætte fire år mere med den vision?

I stedet for at jagte et urealistisk befolkningstal, skal vi fokusere på at gøre Bornholm attraktivt for dem, der allerede bor her – og dem, der overvejer at flytte hertil.

Vi er i en ny tid

Der er vist mange, der i disse dage knap orker at følge nyhederne. Alligevel ved vi det godt: Vi må forvente flere 100-års storme. Stigende klimaafgifter vil ramme Bornholms kerneerhverv: landbrug, industri, transport og turisme. Det gør os sårbare, også på Bornholm.

Og så står Danmark overfor en oprustning af militær og beredskab, der sikkert kan tælles i trecifrede milliarder.

Derfor skal vi ikke forvente bedre økonomiaftaler mellem stat og kommune end dem, vi ser nu. At forvente, at Mor Danmark sender flere penge i mange år fremover, er lige så urealistisk som at drømme om 42.000 bornholmere.

Velfærd er ikke en luksus – det er vores fælles valg

Trods utryghed må vi dog fastholde troen på at udvikle Bornholm som et velfærdssamfund. Krisetider har før ført til velfærdsfremskridt i Danmark. 1814: Danmark gik bankerot – men folkeskolen blev født. 1933: Kanslergadeforliget blev indgået, lige efter den store depression, og sikrede sociale reformer og offentlige investeringer, der lagde fundamentet for den danske velfærdsstat. Velfærd er ikke noget man har, eller ikke har, råd til. Velfærd er det vi sammen insisterer på, og finder råd til gennem udvikling. Grøn vækst og byfornyelse kan skabe flere indtægter – og dermed mere velfærd. Det er ofte en lokal økonomisk satsning, der kan sikre velfærd trods økonomisk pres.

Fællesskabet til gavn for børnelivet

Mere end noget andet land har vi dette tilfælles: Vi vil velfærdssamfundet. Optimismen for fremtiden finder jeg i vores fællesskab.

For mig er børnelivet på Bornholm en hjertesag. Ny i politik, blev jeg stillet spørgsmålet: ”Jamen, hvilken forskel ønsker Du dig?” mit svar var: ”Jeg vil jo bare gerne have flere børn i gaderne”. Det er der mange grunde til. Men helt basalt er et levedygtigt samfund jo afhængig af børnelatter. Så hvordan forestiller jeg mig at en vision om stærkere fællesskaber, skal kunne gavne børnelivet?

En stærk skole som eksempel

Lad mig tage folkeskolen som et eksempel.  En stærk skole kræver stærke fællesskaber på flere planer:

Det kræver politisk enighed om nogle basale rammer, og så i fællesskab at stå ved den beslutning i mange år. Folkeskolen lider, fordi politikere ikke kan lade være med at pille ved den. Nu skal folkeskolen have ro.

Vores skoler har en unik mulighed for at forankre sig i alle vores mange foreninger. Det kan placere dem i fællesskaber om idræt, natur og vores fælles kulturarv. Den nye skoleaftale giver nemlig langt bedre muligheder for at arbejde tæt sammen med foreninger, og dermed danne deres egen profil.

En skole forankret i fællesskab, lader børn komme ud af huset. Det giver dem mere plads – til at opleve deres samfund, få afløb for energi eller styrke evner, der ikke handler om lærebøger. Når der er plads til forskellighed, gavner det fællesskabet i klassen, sådan mindsker vi mistrivsel.

Hvis jeg bliver borgmester, skal skoler og børnehaver møde politisk stabilitet og i højere grad have mulighed for en egen profil. Frisatte institutioner med mulighed for udeliv og praksisnær undervisning skal give en rummelig folkeskole med god plads til flere. Fordi bornholmere skal have et godt børneliv. Det kan jeg kun lykkes med hvis vi har et stærkt fællesskab.

Fællesskab og selvstændighed – Bornholms vej frem

Foreningslivet er centralt for vores sammenhængskraft og lokaldemokrati. Men bornholmske foreninger er generelt pressede, og de står med en vigtig opgave ift. understøttelse af frivillig indsats for idræt, kultur og sociale indsatser. Det skal kommunen hjælpe med. Fordi bornholmere skal have et godt børneliv, et godt voksenliv og et aktivt socialt ældreliv.

Min vision for Bornholm starter med stærke fællesskaber båret af frivillige, foreninger og lokalsamfund. Flere hænder og stærkere fællesskaber skal skabe en tryg og bæredygtig ø. Det kræver, at vi sætter en fælles retning for, hvordan Bornholm kan finde en økonomisk balance, der ikke bare holder budgettet i fire år, men som muliggør en bæredygtig økonomi for fremtidige generationer.

Udvikling skal sikre velfærd

Dét er grunden til, at jeg interesserer mig for udvikling og vækst. For hvis vi nu ikke bliver 42.000 borgere, hvis vi nu ikke kan få flere penge fra staten hvert år, så har vi kun os selv, vores energi og vores færdigheder. Energi-Ø Bornholm er usikker, men vi ved dette: Europa vil væk fra russisk gas, klimaafgifterne stiger, og Rønne Havn har kontrakter for vindenergi langt ind i næste årti. Vores fælles retning må være at udnytte disse vækstpotentialer, for vores fællesskabs skyld.

Tryghed som fundament, optimisme som drivkraft

Bornholm står overfor store udfordringer, men også store muligheder. Ved at samle os om stærke fællesskaber, lokal handlekraft og en fælles retning kan vi skabe en ø, hvor både børn, voksne og ældre trives. Hvis jeg bliver borgmester, vælger jeg tryghed som fundament og optimisme som drivkraft. Det vil vi gøre Bornholm til et sted, hvor alle generationer ser en fremtid – med udvikling og velfærd på hele øen.