Tillid, dialog og mod til at fejle skal være ledestjernen i kommunens kultur

På Bornholm er vi vant til at hjælpe hinanden. Vi får ting til at ske – sammen. Vi skaber saunaer, lysfestivaler og stærke fællesskaber. Vi tager ansvar for vores børn, vores ældre og hinanden.

Men alt for ofte støder både ildsjæle, forældre, ældre, virksomheder – og medarbejdere i kommunen selv – på et system, der spænder ben for det, vi egentlig gerne vil lykkes med.

Et system, der bliver så optaget af at forhindre fejl, at det glemmer at hjælpe mennesker. Et system, hvor regler og procedurer vokser sig større end formålet. Hvor dygtige fagfolk bruger tid på dokumentation frem for nærvær. Hvor gode idéer går tabt i ventetider, tilladelser og kontrol.

Men sådan behøver det ikke være. Vi kan organisere os anderledes. Vi kan sætte mennesker først – og finde nye veje til at frigøre de kræfter, der allerede findes på Bornholm.

Når ildsjæle løber panden mod muren

Et frisk eksempel er foreningen bag Rønne Havbad, som i syv år arbejdede frivilligt og målrettet for en sauna ved Galløkken. De samlede penge, brugte tid, ansatte rådgivere og fik til sidst deres byggetilladelse.

Men kort efter fulgte et strakspåbud. Kommunen havde fundet afvigelser i det færdige byggeri – og dialogen forsvandt. Foreningens formand beskrev følelsen: “Vi er blevet lukket ned uden at nogen har ringet og spurgt, hvad der egentlig er sket.”

Det her handler ikke om skyld. Det handler om systemer, der ikke er gearet til samarbejde, men til afbødning af fejl. Og om hvor meget det koster – i tabt engagement, mistillid og spildte kræfter – når ildsjæle, som burde løftes frem, i stedet føler sig mistænkeliggjort.

Det er ikke bare én sag – det er et mønster

Saunaen i Rønne er ikke enestående. På tværs af kommunen ser vi det samme mønster:

• Ældre venter i ugevis på hjælpemidler, de har brug for nu.

• Forældre må vente på diagnoser, før deres børn kan få hjælp i skolen.

• Foreninger drukner i krav og dokumentation, før de kan overtage et klubhus.

• Byggesager tager op mod seks og et halvt år at behandle.

• Bornholm ligger i bund på erhvervsvenlighed – især på sagsbehandling og dialog.

Selv når intentionerne er gode, bliver systemet en flaskehals. Og det presser ikke kun borgere og virksomheder – det presser også medarbejderne. Når alt skal være dokumenteret, kontrolleret og perfekt, bliver arbejdsglæden mindre, stressen større og sygefraværet højere.

Tre greb, der kan frigøre kræfter

Hvis vi vil have en kommune, der løfter i stedet for at bremse, skal vi ændre kulturen. Her er tre greb, der kan hjælpe os på vej:

1. Frisættelse under ansvar

Vi skal sætte mennesker fri inden for klare rammer. Små byggesager bør være ekspeditionssager. Lærere og pædagoger skal kunne trække ekstra støtte til børn, før tingene går i hårdknude. Ældre skal kunne få de mest basale hjælpemidler som man låner en bog. Og frivillige foreninger skal kende enkle, gennemskuelige regler for at bruge kommunens faciliteter.

2. Dialog og læring før kontrol

Tillid skal være førstevalg – ikke sidste udvej. Kommunens miljøtilsyn har allerede gode erfaringer med at møde virksomheder i dialog frem for sanktion. Den tilgang skal udbredes. I ældreplejen skal faste teams og borgernær visitation sikre, at hjælpen tilpasses den enkelte – ikke minutskemaet. Og på børneområdet skal fagpersoner tæt på barnet tale med hinanden, ikke skrive rapporter. Det samme gælder for foreninger og erhvervsliv: de skal møde politikere og embedsfolk som medspillere, ikke som modstandere.

3. Vi skal turde fejle

Som der står i regeringens ældrereform: Når man giver slip på kontrol, vil der ske fejl. Men de sker jo allerede i dag. Spørgsmålet er, om vi lærer af dem. Et sundt system bygger på åbenhed, evaluering og forbedring – ikke på frygt for kritik. Det gælder i tilsynet med plejen, i opfølgning på byggesager og i indsatsen for børn og unge. Vi politikere og ledere må stå på mål for den kultur, vi skaber – og vise tillid til fagligheden hos dem, der arbejder tæt på borgerne.

Bornholm er ikke et system – det er et fællesskab

Bornholm er ikke “man” – det er “vi”. Det Bornholm, jeg kender, er et “vi vil og vi kan”-samfund. Men det risikerer at glide over i et “det må man nok ikke”-samfund, hvis ikke vi handler nu.

Når jeg stiller op som borgmester, er det, fordi jeg tror på en kommune, hvor mennesker – ikke systemer – kommer først. Hvor vi skaber nye løsninger sammen. Og hvor vi tør slippe kontrollen, så både borgere og medarbejdere kan få luft til at lykkes.